lørdag, februar 18, 2012

Ståltrådsmand

Sammen med Esben Kobberaa har jeg planlagt følgende arrangement og slået det op på Facebook. Vi er især stolte over navnet på arrangementet som vi værner om og vil bruge fremover.

Det foregår d. 29 april 2012


KÆRE SPAGHETTIARME OG BOMULDSBEN

Det er tid at bevise at der bag det bløde ydre gemmer sig en kerne af stål! (Eller i det mindste ståltråd)

Vi er en lille målrettet flok der har sat os for at gennemføre en stærkt reduceret ironman - i det her tilfælde ca. 1/8 ironman og har døbt bedriften "Ståltrådsmand" (Æren for det vittige navn tilfalder Esben Kobberå.)

Det er et stort arbejde selv at leje en svømmehal og stable et løb på benene, men heldigvis afholder Roskilde Tri tilfældigvis et løb som passer perfekt - ikke mindst fordi man gerne må gennemføre på citybike/mormorcykel.

Distancerne er:

- Løb 5 km.
- Cykling 20 km.
- Svømme 500 m.

Alt i alt overkommeligt uden at være en søndagstur. Løbet er mest af alt en motivation for at huske at dyrke lidt motion her i vintermånederne så målet er at gennemføre og at dyste for sjov for motionens skyld. Når trængslerne er overstået er der kagebord!