søndag, juni 25, 2006

En klumpfisk er en ordentlig krabat af en fisk, der som navnet antyder er usædvanligt og grinagtigt kluntet og klumpet.

Hvis du har været på nordsømuseet og set deres nu afdøde klumpfisk (du husker nok den bedst ved at det var den der døde da museet brændte) så ved du præcis hvordan min fod har set ud de sidste par dage. Stor, klumpet, klodset - og savnet.

Efter en heftig fodboldkamp i en af malagas baggårde lykkedes det mig at forstuve min ankel godt og grundigt så den svulmede med en hastighed der ville gøre HULK misundelig. Næste dag skulle jeg flyve hjem og der viste det sig at flyvning har det med at tidoble hævelsen - og først der nåede jeg klumpfiskens mæjestætiske svulme-forhold.

Nu har jeg så fået en fin forbinding og haft benet oppe i et par dage og har nu nået hvad jeg i maritime termer ville kalde et hævelse-nivau al'a omtrent en havtaske.

Så idag tager jeg på roskilde, og det er lige begyndt at regne. Jeg skal arbejde, oprindeligt som kameramand, men nu må vi se hvad det kan blive til. Bare jeg stadig får billetten er jeg glad og hvis det så ender med at jeg gul og blå må sidde med benet oppe og en fadøl i hånden så er det bittert, men ikke verdens undergang.

fredag, juni 09, 2006

De små glæder

Ihhh jeg skal se SÅ meget fodbold de næste par dage - eller uger eller hvor lang tid sådan noget nu varer!

Jeg er et forstående og nogen gange næsten rimeligt og imødekommende menneske, MEN jeg har fundet ud af at det bedste ved at have tidlig ferie ikke så meget er det at høre god musik, slænge sig på plænen, lave god mad, bruge timer på ingenting (med god samvittighed!) og generelt dovne og fejre sin frihed. Nej det er at håne!

Er der noget bedre end at pege og grine på alle dem der endnu ikke har ferie - totalt næppe (bortset fra Bertelsen i TV, det siger sig selv).

For som jeg har forstået er det noget med - og det må du ikke hænge mig op på, men tilsyneladende er der et par stykker eller flere i min omgangskreds, der GERNE ville se det der fodboldhalløj HVIS de altså ligesom JEG havde ferie.

Derfor skal jeg se SÅ meget fodbold! Jeg skal svælge og nyde det så vildt og intenst som Otto Brandenburg OG Ole Thestrup på druk. Klaphat, væltede barstole og det hele.

ikke fordi det interesserer mig men fordi jeg KAN.

- Og jeg hepper på alle de hold du ikke kan lide - og endnu mere på de spillere du ikke kan lide!

jeg skal have fundet mig et hold ingen bryder sig om...USA plejer at være et sikkert kort.


Vi er røde, vi er hvide, og derimellem en stribe - og lidt stjerner

AhhhhHHhhh

Alt for længe er jeg og fantasiland blevet terroriseret af bøger! Gennem flere måneder har jeg vadet i bøger, skovlet bøger væk fra døren for at kunne komme ud, sovet med bøger (det utøj er ikke til at få ud af sengetøjet!) og indåndet deres støvede indhold.

Længe har jeg forsøgt at bekæmpe dem: Stable dem, gemme dem i skabe og skuffer, aflevere dem tilbage til biblioteket, låne dem ud, sprøjte OG aftørre med Cillit Bang, tale med dem, grave dem ned, bide i dem.. men lige meget hjalp det!

- til sidst var der ikke andet at gøre end at læse dem.

Og det har virket! nu er jeg endelig fri - helt fri - fri fra kritisk rationalisme, diskursanalyse, kvalitative fokusgruppeinterview, refleksiv sociologi og ikke mindst Bourdieus habitusbegreb og Goffmans teatermetafor. ahhhh. Det lettede

Slut med at bruge ord som desfremdeles, således, dermed, endvidere, dersom og hvorvidt. Efter to eksamensopgaver er min kvote opbrugt, ikke flere sammenhængende sætninger fra mig i år.

Forud er mere end 2 måneders sommerferie med knaldhårdt afslapningsprogram - hvilket indledes med en håndfuld dage på spaniens sydkyst og derfra direkte til Roskilde festival.


SLUT PRUT

tirsdag, juni 06, 2006

Hvis jeg koncentrere mig meget og gnubber pegefingrene mod mine tindinger kan jeg forestille mig hvordan det må blive endelig at blive færdig med denne sidste ukuelige eksamensopgave jeg konstant opdager nye og grusomme huller i.

Så lige nu løber jeg inde i mit hoved rundt på en blomstermark og synger:

ferie ferie ferie, slap nu af du har fri og syng en glad melodi,
op mod solen ler vi, den vil skinne til ferien er forbi...

- og så ler jeg op mod solen, der skinner.

I den virkelige verden har jeg besat min søsters værelser og nægter at indse at jeg kun med en overmenneskelig præstation kan udsætte opgaven for endnu en knibtangsmanøvre og gøre endeligt kål på den i løbet af idag som planlagt.


"ferie ferie ferie jeg slapper af, jeg har fri og synger glad melodi..."

Hvis jeg nu ignorere opgaven længe nok går den, som alle problemer sandsynligvis væk af sig selv.