tirsdag, september 16, 2008

Ridderhelt af Rabarberrepublikken: Triologien om Arn

Udover Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter har svenskerne også en litterær superhelt i tempelridderen Arn og det er ikke så lidt den mand kan. Han er faktisk intet mindre end kombinationen af Pippi Langstrømpe-power og en bodybuilder udgave af Emil fra Lønneberg der virkelig har lært at svinge snittekniven!

Det er endeligt lykkedes mig tygge mig igennem hele Triologien om tempelridderen Arn og det har været en meget blandet fornøjelse. Det er flere år siden jeg læste første bog i triologien: Vägen till Jerusalem, i denne bog følger vi Arns opvækst i Sverige og Danmark og det (ulykssagelige) kærlighedsplot der driver resten af historien. Selvom den var rigtig spændende var den også meget faktuel og "belærende" derfor gik der desværre flere år før jeg fik kastet mig ud i efterfølgeren: Tempelriddaren - men diggilo diggelei der skal jeg så love for jeg fik smæk for skillingen!

I Tempelriddaren er Arn sendt til det hellige land for at gøre bod for sine synder (læs: sex m.m.) og her bliver der ikke sparet på bloddryppende dramatik, heltemodige riddergerninger og endnu mere interressant relevant historisk storpolitik og religion. Det viser sig nemlig at Arn for brug for sin snittekniv til at redde hele den kristne verden og sig selv ud af nogle af verdenshistoriens mest interressante begivenheder - og det er alt andet end kedeligt.

Efter at have ordnet verdenshistorien sørger Jan Guillou for at få Arn viklet godt og grundigt ind i den nordiske historie og særligt grundlæggelsen af den svenske rabarberrepublik som stat i den sidste bog Riket vid vägens slut.

Alt i alt koldstartede triologien lidt for så derefter at eksplodere i et farverigt og historisk ridderepos med massere af tju-bang og lange relevante verdenshistoriske og religiøse perspektiver flettet ind i hinanden.Den nødvendige afslutning var lidt en følelse af at køre på frihjul ned af bakke og køre sikkert i mål uden det store ståhej.

Så kæmp dig igennem første bog for at blive belønnet i specielt anden bog. Når du er færdig har du været på en spændende og relevant ridderfærd gennem kristendommens, Islams, Europas og den nordiske historie og det er slet ikke så lidt. (nå ja der er også noget med kærlighed, det fungerer faktisk rigtigt godt)

Ingen kommentarer: