frifantasi

I stedet for Giddens eller Habermas som jeg burde læse har jeg i denne uge været opslugt af romanen vist her til højre.

Det er langt fra mit første møde med Jan G, og nok også langt fra det sidste (jeg skylder bl.a. stadig mig selv at læse de to sidste bøger i serien om tempelridderen Arn, nu jeg fik kæmpet mig igennem de lidet spændende to første) Den primære grund til at jeg læste "Den Store Afsløring" er at jeg troede afsløringen var afsløringen af de metoder der blev praktiseret på den kostskole Jan selv har gået på, og som er omdrejningspunktet i den selvbiografiske bog "Ondskaben".
Da "Ondskaben" får "Det forsømte forår" til at ligne en rytmisk sammenspilstime på en rudolf steiner skole og dermed er en af de stærkeste bøger jeg har læst, hvor adrenalinen virkelig pumper, håbede jeg at "Den Store Afsløring" var endnu et psykologisk voldsorgie.

Det er den ikke. Tilgengæld er bogen en tur bag pressens kullisser og beskriver ærligt hvad der foregår på redaktionerne både under og over borderne (i bogstaveligste forstand) og er derfor en saftig cocktail af
druk, sex og snyd tilsat svensk stor- og småpolitik.

Hvad der gør bogen ekstra interessant er at den er selvbiografisk (selvom det er svært at sige i præcis hvor stor udstrækning) og er derfor en slags forlængelse af "Ondskaben" da vi følger hovedpersonen Erik i hans videre liv. At store dele af bogen er skrevet mens Jan var fænglset for spionage i forbindelse med ovennævnte afsløringer gør bestemt heller ikke bogen kedeligere.

Men all in all ventede jeg nu meget spændt på en afsløring der aldrig rigtig kom - og så alligevel, viser det sig jo nu hvor jeg er nået til vejs ende. Bogen er hurtigt læst men ikke hurtigt glemt og er altså tankevækkende, morsom og forargende - læsetid er omtrent en uges sammenlagte toiletbesøg.

Så jeg giver den 3 fordrukne svenskere ud af 6 som er karakteren for den gode bog som jeg har nydt meget, men med den væsentlige forskel fra 4 fulde svenskere at jeg ikke umiddelbart har tænkt mig at læse den igen.