Jeg har ikke set mage siden Den Sorte Plage

Jeg ved da godt min skægvækst ikke er eksplosiv.
Det er ingen hemmelighed at jeg ofte er ret misundelig på dem der kan gro en macho hagesmæk af hår. Til sammenligning er min skægvækst nok lidt mere sådan kort og fint lodden. Jeg forestiller mig, at det at give mig et kys på kinden når jeg er ubarberet, må være som at kysse en fersken, hvis det altså er den der frugt med den fine pels.
Ikke at der er overhængende fare for kys for tiden, men det kan jo sagtens være skæggets skyld! Det er jo unægteligt lidt sejere at have et skæg kraftigt som burretape der klistrer sig fast til alt af stof; jakker, hynder og opslagstavler. Men jeg kan godt nøjes. Jeg håber da en dag at nå op på at det føles, som at tørre sin mund i et håndklæde, eller måske endda et frotté håndklæde.

Men hvad jeg mangler af skægvækst henter jeg på skægpest! Jeg har virkelig været ramt af plagen. For piger og de heldige bananer af drenge der ikke ved hvad skægpest er, er det altså iritation af huden ofte fremkaldt af barberingen. Kald det hvad du vil. det ligner bumser!

Og det skal være slut. Det skulle det have været for længe siden.

Så jeg har købt en åndsvag dyr barbermaskine, der kan flå og flænse de fine hår og samtidig tilføje lindrende fugtighedscreme. Og jeg glæder mig til definitivt at jage den forpestede pest over de golde stubbe, som en slagen hær over den russiske tundra. Foreløbigt har pesten dog benyttet sig af den brændte jords taktik præcis ligesom både russerne og tyskerne. Det burde jeg have vidst. Men jeg kæmper videre. Moralen og formen er i top. Den har måske vundet slaget, men jeg vinder krigen!