BANG BANG O'RAMA!

Nu har jeg endeligt fået taget mig sammen til at kigge på kanonkongeministerens kulturelle udspil.

Der har været megen ramasjang og kamphylen, op til affyringen og det er nok på ingen måde blevet mindre siden. Hvad kan man sige..den er da meget fin og flot. Ved nu ikke lige om det bliver den der i skøn forening med konservative teorier om bedsteborgerskabets ansvar overfor pøbelens ve og vel, præsterer at oplyse danskernes tungsind og forene os i herlig kulturel samkvem.

Om alle omstændigheder er den ophidsede debat bestemt ikke skidt for vores kulturelle helbred. Jo flere der hidser sig op, jo bedre så kan det være det syder lidt i gymnasie lærdommen. Måske var ham Holberg slet ikke så dum endda, og hvor pokker er Dan Turéll!? og Steppeulvene?! Det er jo helt uacceptabelt!

Det glæder mig tilgengæld inderligt at de prægtige bygningsværker Århus Universitet og Århus Rådhus er kommet med. Begrundelserne gør ikke det hele mindre morsomt:

"Aarhus Universitet er en hyldest til tegl som materiale. Teglen væver bygningerne sammen i en dialog med landskabet og skaber en afdæmpet monumentalitet med en regional dansk karakt"

Hver sin smag. men jeg kunne nu have sagt det en del kortere, mindre mandrilsk og mere præcist: Disse bygninger er med fordi de er mere specielle end de er kønne. Punktum.
Og tegl er et lortemateriale de kun brugte fordi de fik mængderabat.

Desuden er det bemærkelsesværdigt så meget udvalgets begrundelse for at Kundskabens Træ hører til blandt de evige filmklassikere minder om beskrivelsen af en hjemmevideo fra en normal 18 års fødselsdag (der kan hentes her) komplet med intriger og gruppepres

Den skrøbelige pubertet har været beskrevet ofte i dansk film, men aldrig så præcist som i hjemmevideoen filmet ved Jesper Vestergårds fødselsdag, der med rette står som instruktørens hovedværk og den, som andre film med lignende temaer måles og blegner i forhold til. Filmen er så meget mere end et tidsbillede, for de psykologiske mekanismer, som kameraet beskriver med skarpt indgående blik, vil desværre aldrig miste deres relevans. Filmen er et gruppeportræt af en skoleklasse, men centralt står Jesper, der er lidt mere moden end sine klassekammerater. På sin helt egen stille måde er det en isnende ubehagelig skildring af et Minidanmark. Rammerne, dialekten og tidsbilledet er meget dansk, men dramaet universelt og aldrig skildret så sikkert i børnenes eget univers. Filmen fortæller diskret med blikke, bevægelser og situationer, som alle kender. Karaktererne findes i alle skoleklasser, den småborgerlige, den vilde, den pæne og den mobbede, men alle får lov til at folde sig ud, bliver små mennesker af kød og blod, som udvikler sig gennem filmen. Filmen blev optaget over to timer, og børnenes forandring er fysisk såvel som psykisk. Jesper har aldrig lagt skjul på sin forkærlighed for den franske nybølge og især Francois Truffaut, men selvom det var tydeligere i de tidligere mindre stramt komponerede film, så er hans usvigeligt sikre greb om de unge uprøvede spillere og evnen til at få dem til at vise følelser helt på højde med hans ikoner.